Danske Idrætsråd & Samvirker modtager sammen med Center for Ungdomsstudier 9,4 millioner kroner

Vi i Danske Idrætsråd & Samvirker er utroligt glade for at kunne dele, at vi som medansøger og i samarbejde med Center for Ungdomsstudier har modtaget en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 9,4 millioner kroner til vores treårige samarbejdsprojekt om at få flere unge ind i frivillige fællesskaber under overskriften

“Mange spørger nogen – Vi spørger alle”

Danske Idrætsråd & Samvirker vil gerne arbejde på at skabe nye veje ind i de frivillige fællesskaber for endnu flere unge i landets idrætsforeninger og denne støtte giver os et unikt afsæt til i samarbejde med TrænerAkademiet at skalere den frivilligundervisning fra 7. klasse i op til 18 kommuner fra sommeren 2026.

Projektets vision er at så kimen til unges engagement i frivillighed. Idrætsforeningerne og foreningslivet mangler frivillige hænder – og potentialet er hos de unge. Noget af det vigtigste er ganske enkelt, at vi spørger… alle. I projektet vil vi række ud til endnu flere ungegrupper – med en særlig opmærksomhed på dem, der ikke i forvejen er en del af foreningslivets fællesskaber.

Vi er meget taknemmelige for den tillid A.P. Møller Fonden viser os, og ser frem til, sammen med de øvrige samarbejdspartnere og ikke mindst kommunerne, at videreudvikle TrænerAkademiet med en stærk lokal forankring og tilpasning der giver mening lokalt – uanset om vi er i Tønder eller på Frederiksberg.

I det nye år tager vi fat på planlægningen og glæder os til at dele mere om indsatsen og samarbejdet.

I Danske Idrætsråd & Samvirker glæder vi os til sammen med Center for Ungdomsstudier og PLAY.DK og Gerlev Idrætshøjskole at folde projektet ud.

Med ønsket om en glædelig jul 🎄

18. december 2025